BLAND-SELV SÅRSALVE
Til din hest eller til dig selv
Dette skal du bruge:
- 200 ml vaseline eller kokosolie som basis
Til dette tilsætter du 2-3 af følgende midler, som du synes passer til dit behov:
- 1-2 spiseskefulde flydende bivoks
- 2 ml hampefrøolie (følg anvisningen på varen)
- 2 ml kamferolie (følg anvisningen på varen)
- 1-2 spiseskefulde avocadoolie
- 2 ml aloe vera gel (følg anvisningen på varen)
Det hele blandes grundigt sammen i en plastik- eller glasbøtte. Du kan finde helt fine billige vaseliner i supermarkederne og på nettet, de fås ned til ca. 8 kr. for 100 ml. Kokosolie fås også fra ca. 8 kr. pr. 100 ml.
Midlerne er kendt for at have følgende egenskaber:
Vaseline
Vaseline er kendt for sine sårhelende, plejende og fugtbevarende egenskaber. På grund af det høje indhold af fedtstoffer og intet vand skaber det en langvarig barriere mellem huden og det omgivende miljø.
Kokosolie
Kokosolie udvindes fra kokosnødens kød og har et højt indhold af mættede fedtstoffer og essentielle aminosyrer. Kokosolien er meget fugtgivende, og fordi den er fast, når den har stuetemperatur, er den utrolig velegnet som base til salver.
Bivoks
Bivoks har nogle fantastiske egenskaber og egner sig godt til sår- og hudplejeprodukter. Det beskytter huden og holder på fugten, og så har det efter sigende en antibakteriel virkning.
Vi anbefaler at bruge en bivoksolie i stedet for at købe ren bivoks og smelte det selv. Det er afprøvet, og det er ganske irriterende at arbejde med. Det størkner lynhurtigt og klumper, når det tages fra varmen, og gryder, glas og skeer er nærmest umulige at få rengjort efter brug. Men det siger også samtidig noget positivt om bivoksens naturlige evne til at beskytte huden mod bakterier og mitter.
Kig efter en bivoksolie kun med rene, sunde ingredienser. Der fås også mange bivoksolier til andre formål end hudpleje, fx bilpleje, og de kan indeholde skadelige stoffer.
Hampefrøolie
Hampefrøolie indeholder hverken euforiserende stoffer eller cannabidioler, som er det virksomme stof, der indgår i medicinsk cannabis og CBD-olie. Cannabidioler er væsentligt dyrere end hampefrøolien.
Cannabisplantens frø indeholder en nærende olie, som er rig på essentielle fedtsyrer, vitaminer, aminosyrer og antioxidanter, og derfor er hampefrøolie velegnet som ingrediens i salver. Hampefrøolie giver huden næring og fugtighed og styrker derved hudens sundhed og elasticitet.
Kamferolie
Kamfer har ligesom bivoks været brugt som naturmedicin i århundreder.
Kamfer siges at have mange gavnlige egenskaber som fx at være smertelindrende og muskelafslappende, rensende og antiinflammatorisk. Det er et stærkt naturmiddel, og det anbefales max at tilsætte 1% kamferolie til lotions og salver.
Kamferolie indeholder limonen og linalool, som er på miljøstyrelsens liste over deklarationspligtige stoffer.
Avocadoolie
Avocadoolie laves af avocadoens frugtkød, og udover at være meget fugtgivende indeholder olien A, B1, B2, D, E og K vitaminer samt beta-caroten, som er gavnlige for huden. Avocadoolien virker beroligende og kløestillende og trænger nemt ind i huden.
Aloe vera gel
Aloe vera gel udvindes af aloe vera plantens blade. Det er nok mest kendt for sine gode egenskaber til at virke beroligende på irriteret og kløende hud samt sin smertelindrende effekt på fx insektstik og forbrændinger. Gelen er drøj i brug, og det anbefales max at lade gelen udgøre 1% af salven.
Her kan du se Miljøstyrelsens liste over deklarationspligtige stoffer

